SENIORTEUTONERNE – Thisted Gymnasiums Venner, vedtæger finder du her
En forening for tidligere elever og andre med interesse for eller tilknytning til skolen.
Du kan finde os på Facebook.
NB! Medlemskab er gratis.
Det er desværre ikke muligt for os at føre medlemskartotek, men du kan blive optaget som medlem på Seniorteutonernes Facebookgruppe.
Send blot en mail til:
info@seniorteutonerne.dk
Seniorteutonerne
SENIORTEUTONERNE – Thisted Gymnasiums Venner
En forening for tidligere elever og andre med interesse for eller tilknytning til skolen.
Du kan finde os på Facebook.
Foreningen blev stiftet som et resultat af den store fest, da skolen fejrede sit 50 års jubilæum i september 1997.
Formålet er:
– at danne bindeled mellem skolen og tidligere elever
– at yde økonomisk støtte til aktiviteter på Thisted gymnasium, hvor der ikke kan gives offentlige midler (Skolens rejsefond)
NB! Medlemskab er gratis.
Det er desværre ikke muligt for os at føre medlemskartotek, men du kan blive optaget som medlem på Seniorteutonernes Facebookgruppe.
Send blot en mail til: info@seniorteutonerne.dk
Har du lyst at yde støtte til Thisted gymnasiums rejsefond gennem Seniorteutonerne, kan du indbetale dit bidrag på Kontonr: 9090 050 5873645
Seniorteutonernes skabelsesberetning
Af Jørgen Sloth Nielsen, dimitteret fra Thisted Gymnasium juni 1962, næstformand i “Seniorteutonerne” indtil 2011 – i anledning af Thisted Gymnasiums 50-års jubilæum den 12.-14. september 1997.
“En mand steg af toget” (citat fra TG’s jubilæumsskrift) og skridtede målrettet mod Thisted Gymnasium. I sin bagage gemte han den spæde spire, som siden hen med utæmmelig vækst voksede til gymnasiets 50-års jubilæum. Her ville 1400 unge og gamle elever sætte hinanden stævne – udsprunget fra Thisted Gymnasium de sidste 5 årtier – og nu hjemme eller vendt hjem til forening i et historisk klimaks.
I en smeltedigel – sydende og boblende af thylandsk indian summer – kogte Thisted over i fernisering – i kantate-ekstase – og i Thyhallens gensynsorgier. Jubilæums-spirens grokraft havde imidlertid medrevet den nu fhv. togpassager. Han havde længe følt sig helligt besvangret med et ønske om at opspore efterkommerne til slægter af de hovmodige thyboer. Han ville lære dem at kende, denne byrd af fiskere, bønder og handelsfolk, som i Romerrigets storhedstid drog mod syd med lanserne krigerisk pegende mod Rom – men så ubønhørligt nedkæmpede på Po-sletten, hvor enkelte af deres lårben endnu tjener til støtte for vinranker.
Tanken om at stifte foreningen “SENIORTEUTONERNE” måtte uvægerligt se dagens lys i slipstrømmen af 50-års jubilæet – og foreningen er i skrivende stund en kendsgerning med hjemmeside, bestyrelse, vedtægter – og skyhøje ambitioner! Undertegnede fejrede 35 års studenterjubilæum som “udenbys” dimittend fra 1962 – og er blevet opfordret til at causere over de mekanismer, som udløser klasse- og skolejubilæer – og sikkert er de samme, som fører til stiftelse af “SENIORTEUTONERNE“.
Bramfrit udtrykt – hvorfor vil de nu så inderligt gerne mødes igen – disse skoleelever, som engang med oprejst pande og ildhu drog mod alle verdens hjørner? Hvad vil de nu hjemme i Thy – alle dem, der blev suget ud i den globale verdensorden? Er de kommet frem til en ny erkendelse – efter ihærdig higen og søgen i oplukte høje? Hvad er det, som år efter år driver de mange “udvandrede” tilbage til skolens rugekasser – med fugt i øjenkrogene og farlige spændinger i kropsnære korsetter?
Thisted Gymnasiums historie, senere udvikling og dagligdag er beskrevet i 50-års Jubilæumsskriftet. I det moderne gymnasium er der opnået en forbilledlig interaktion mellem de lærdes højborg og det pulserende samfund udenfor. Det stormer stadig mellem skriftets linier – som det sig hør og bør i Thy. Men hvor stormen før højst medførte sandflugt, er det snarere truslen om hjerneflugt, skriftet bringer i tankerne.
Jubilæumsskriftet rummer et persongalleri af lærere, som leder tankerne på Hans Scherfigs forfatterskab. Min generation blev ganske vist ikke konfronteret med nogen rendyrket lektor Blomme, men den rummede nok potentielle elever, som aspirerede til scenarier med cyanid og diverse fatale enzymgifte. Råstof fandtes sikkert også til en fuldmægtig Amsted – og mange kunne nok lægge billet ind på en evigt filosoferende Mogensen – men enkeltindivider huskes ikke.
Et sammenfattende overblik i Thyhallen d. 13. sept. var ikke muligt, men det faldt mig i øjnene, at antallet af de “hjemvendte” i forhold til de “lokale” var markant stigende proportionelt med alderen. Her er et fællestræk, som genkendes fra klassejubilæerne. De oplukte højes hemmeligheder står ikke længere højt på dagsordenen. Det første og ofte eneste punkt er nu: “De higer og søger i gamle minder” (undskyld – Oehlenschläger!) Det vil være de “lidt ældres” erfaring, at klassejubilæerne med tiden holdes med kortere intervaller. Får dødsannoncerne vælter sig over os, vil vi kræve vor ret til kontakter med “ægte” livsvidner – nemlig de ægte jævnaldrende fra skoletiden. Når det kommer hertil, kan udefra kommende ægtefæller og avlede børn slet ikke hamle op – her kommer kun den “ægte” vare på tinge.
Et andet fællestræk for jubilæer er, at mere eller mindre afgnavede koryfæer mødes forsigtigt afventende med nervøse fluer i maven – og pludselig overrumples af, at man efter få minutters samvær opdager, at tiden slet ikke er gået, selvom 20-30-40-50 årskalendere samler støv på hylderne. Genkendeligheden indfinder sig fluks som udløser og befrier. Alt er “ligesom dengang”.
Vi stormer frem i medfødte drifters rus – med ubændig trang til at opsøge vore rødder og bevare kontakten med den væsentligste af livets udklækningscentraler – SKOLEN. Hvorfor denne trang til at fornemme duften fra rederne – de reder, som vanligvis var tætpakkede og konfliktmættede med selvbestaltede rugehøns – og stoltknejsende haner? Pyt med mangfoldige forklaringer! Der er i alle mennesker en indgroet trang til at udforske den epoke, hvor man mødte op med renvasket livstavle – ikke mindst for at blive klog på, hvorfor tavlen senere blev så uigenkendeligt overmalet.
Et faktum er det, at de mødte talstærkt frem – disse inden- og udenlandske “fortidsforskere” – disse mere eller mindre overgemte frugter af Thisted Gymnasiums 50-årige eksistens!
De 1400 sjæle i Thyhallen på “den store aften” var kun en krusning af gymnasiets dimittender over 50 år. Thisteds begrænsede hotelkapacitet var ikke skræddersyet til at modtage flere tusinde forhenværende thyboer. Denne ikke-kontaktede og dermed noget forsømte skare af dimittender må nu vente på 75- og 100-års jubilæerne. Kommende års genteknologi og tilbud på konserverende kemikalier kan meget vel gøre dette umulige muligt.
Hvad er hensigten med at stifte “SENIORTEUTONERNE” ved gymnasiets 50-års jubilæum? Var det ikke nok at være “Teutoner” i skoletiden? Med titlen “seniorteutoner” er man vel havnet i en proces, hvor man i det ene øjeblik er en ung vital dimittend på vej ud i cyberspace – for i næste øjeblik at befinde sig på et plejehjem!
– Næppe.
Nøgleordet er brobygning og sammenføjning af de livsepoker, som følger efter dimissionen, og som udgangspunkt for dette livets kapitel I, som skolegangen præger med runer mejslede i granit. I kapitel I er puslespillets enkelte dele meget synlige, men spillet er ikke lagt færdigt til en helhed. Ønsket om en samlet beskuelse af denne helhed indfinder sig i livets kapitel III – hos de fleste.
Der er således megen sund fornuft i denne skabelse! – ikke mindst af hensyn til denne tredie (og sidste) livsepoke for dem, som årtier tilbage havde rødderne plantet i Thy. Foreningen giver en platform for vedvarende kontakt – efter at navlesnoren er klippet. Det er muligt at generobre sin Thybo-identitet med let anløbet lokaldialekt og et vidtskuende blik mod Vesterhavets højloftede horisonter. Med foreningen fødes mulighederne for at bevare eller genopnå kontakt til skolen for den del, som efter dimissionen forlod egnen og blev mere eller mindre globaliserede som “udenbys” eller “udenlandske” – disse selvskabte og selvforskyldte Verdensthyboer, hvoraf mange underbevidst huser et ønske om at vende tilbage som folkepensionist i Thy.
Flere årtiers manglende kontakt til fødeegnen har givet eksempler på dyb skuffelse og frustration hos mange hjemvendte. Her stod man så i amputeret nutid – plantet på Store Torv – med bleghvide knoer forgæves bankende på Rådhusets dør. Man var pludselig udfrosset og overset af den kendsgerning, at kontaktfladerne så mange år efter var smuldrende i død, glemsel og gold anonymitet. Man manglede de vigtigste kontakter af alle – livsvidnerne fra de to første årtier! “SENIORTEUTONERNE” kan blive et af de værktøjer, som sikrer “hjemvendende pensionister” mod kold og ensom anonymitet, hvor det eneste genkendelige er de forvrængede omrids af by og land i aftagende lysskær fra fjerne horisonter.
Nu kommer håndsrækningen til dem, der mere eller mindre selvvalgt havnede som eksportvare udspyet fra “bjerget” i Thy. Vi hilser dem velkommen tilbage – dem som kastede sig hovedkulds ud i en livscyklus med fri komposition – og med risiko for frit fald – dem som plantede sig i et spektrum mellem jordemødre og bedemænd – for ikke at tale om de målret svævende og utilhuggede råskabeloner, som blev til digtere, domprovster, doktorer, degne og dommere.
Vi hyller forfattere til vandmiljøplaner – vandringsmænd i Tibet – klonede Thy-varianter fra Silicon Valley – alle er velkomne hjem! “De gamle” kommer nu fygende rankryggede hjem over hegnet som stille import – og med sikkerhed for, at de ikke skal vise pas ved bygrænsen. MEN det meste undergår med tidens hugtand en nådesløs forandring i en verdensdel, som hjemvendte thyboer forventer uforanderlig.
- Hvorfor er døren til Cafe Nytorv ikke længere at finde i den urinplettede port?
- Hvem har flyttet Christian Sonne fra sin skueplads på Lilletorv?
- Hvem holder Kristen Kolds forvitrede ansigtstræk ved lige – og står han stadigvæk og holder øje med bibliotekets hovedindgang?
- Er Nørregade tjent med at være blevet så mondæn?
- Hvor er Flaske-Peter og Ove Ismand blevet af?
- Hvem har forjaget fiskerihavnens gæve fiskere og givet plads til narkomaner og alkoholikere med Østerbro-accent?
- Hvem sætter tiden i stå?
- Værre endnu! – hvem er ansvarlig for det misfoster af en betonklods, som blev afløseren for vort smukke gymnasium på Munkevej/Kronborgvej?
Et industrikonsortium synes at have fået denne opgave og læst den ud fra det koncept at bygge kystsikring inde i landet – og i en arkitektur, som matcher Hitlers atlanterhavsvold som en brutalistisk bunker anløbet af rust. Gymnasiet i byens hjerte – det “rigtige” gymnasium – kunne snildt være blevet udbygget på et 4-5 gange så stort areal. Naboerne – Valdemar Smiths Tekstil, Æg-Eksporten og Munkemøllen – var haltende industrier, som kunne flytte på hospice i det østlige industrikvarter. Herved ville den græsk-romerske stentrappe på Munkevej være forblevet i centrum for Thisteds Smukkeste Gymnasium – og ikke som nu en forfalden og træt granitolding flittigt brugt til fotografisk opstilling af jubilerende relikvier i svindende tal. Stentrappen kunne have fået en status på højde med Grædemuren i Jerusalem.
Begivenheder
Seniorteutonerne afholder hvert år forskellige arrangementer, navnligt vores Jubilæumsarrangement og vores årlige Åleaften. Arrangementerne er åbne for alle med tilknytning til Thisted Gymnasium og er som regel velbesøgte.
Jubilæum
Kommende jubilarer
Det er efterhånden en tradition, at Seniorteutonerne står som arrangør af en “pakkeløsning” for jubilarer ved dimissionsfesten på gymnasiet. Løsningen må betegnes som en succes, for antallet af jubilarer, der benytter løsningen, stiger støt år for år.
Datoen for dimissionen er sædvanligvis den sidste fredag i juni. I 2026 er datoen den 26. juni.
Vi ved, at der i tidsrummet op til begivenheden vil være hektisk aktivitet med at finde sammen med de tidligere klassekammerater. Seniorteutonerne kan desværre ikke hjælpe med at finde adresserne, men på vores Facebookside: Seniorteutonerne, kan man måske finde hinanden.
Pakkeløsningen omfatter følgende:
1) Kl. 10.00: Deltagelse i den almindelige dimission i Thyhallen.
NB! Der er reserveret pladser til alle jubilarer, der har meldt sig til “pakkeløsningen”.
2) Ca. kl. 11.30: En lille reception (sammen med årets dimittender), der foregår i Teutonersalen umiddelbart efter dimissionen. Her er der mulighed for at få taget et klassefoto af en professionel fotograf.
3) Ca. kl. 12.30: En frokostbuffet med kaffe og kage i Gymnasiets lærerværelse, hvor alle jubilarer deltager.
NB! Vi dækker op til alle jubilarer, der har meldt sig til samt betalt for “pakkeløsningen”. Af hensyn til borddækningen bedes I overholde betalingsfristen.
Arrangementet slutter kl. 15.00.
Tilmeldinger og betaling (180 kr. pr person) sker klassevis ved overførsel til Seniorteutonernes konto i Sparekassen Thy:
Kontonr: 9090 050 5873645
Tilmeldingsfrist for den klassevise tilmelding: Kl. 12 den mandag, som er 12 dage forud for dimissionen. I 2026 er det den 15. juni kl. 12.00.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Ole Krogh, tlf. 2363 6323, e-mail: info@seniorteutonerne.dk
OBS OBS OBS
Arkivar og lektor Orla Poulsen har på en USB-stick samlet materiale fra Gymnasiets historie!
Denne guldgrube af billeder og historier kan erhverves hos Ole Krogh for 100 kr.
Beløbet går til Gymnasiets Rejsefond og er Seniorteutonernes bidrag til støtte af gymnasiaster på studietur.
“Åleaften”

Generalforsamling og “Stegte Ål”,
Fredag den 7. november 2025
Seniorteutonerne afholder hvert efterår en hyggeaften med stegte ål. Desværre er ålen udrydningstruet, så nogen af os spiser noget andet. Hvis I ønsker en anden menu end stegte ål, skal I selv ringe til kroen og bestille en alternativ menu. Kroen skal have jeres bestilling senest tirsdag den 4. nov. 2025.
Ellers spiser vi stegte ål.
Vi har de tidligere år været på Øst Vilsund gl. Færgekro. Da denne kro er lukket, har vi i år reserveret plads til os på Gullerup Strand Kro, Grydhøjvej 25, 7950 Erslev.
Forud for spisningen afholdes den ordinære generalforsamling.
Kroen har enkelte værelser, som kan bestilles på forhånd. Kontakt selv kroen om dette på tlf.: 97740050
Programmet for “Åleaften” 2025, fredag den 7. november 2025:
- 17.30: Seniorteutonernes ordinære generalforsamling.
- 18.30: Middagen starter. Slut, når der er spist op!
Prisen bliver ca. 300 kr. pr. kuvert, der afregnes individuelt med kroen i løbet af middagen.
Drikkevarer kan købes til kroens sædvanlige priser.
Tilmelding til: Ole Krogh
Mail: olekrogh9@gmail.com
Eller sms til 2363 6323
Senest mandag den 1. november.
Foredrag

I Thy tilbydes mange gode foredrag og arrangementer.
Find dem fx på Thisted museums hjemmeside: http://museumthy.dk/
Eller hos TFO, Thisted Frie Oplysningsforbund: www.tfoinfo.dk
Eller find en oversigt over alle tilbud på www.thy360.dk
Vedtægter for “Seniorteutonerne, Thisted Gymnasiums Venner”
§ 1 Foreningens navn er Seniorteutoneme, Thisted Gymnasiums Venner”. Dens hjemsted er Thisted kommune.
§2 Foreningens formål er at virke for sammenholdet mellem skolen og dens tidligere elever og lærere, dens forældrekreds, dens venner i øvrigt, og disse indbyrdes, samt at yde økonomisk støtte til skolen og dens elever.
§3 Som medlemmer kan optages alle nuværende og tidligere elever på Thisted Gymnasium, elevers forældre, skolens nuværende og tidligere lærere, samt i øvrigt enhver, der ønsker at støtte foreningens formål. Man er medlem når man skriftligt har tilkendegivet ønske om dette ved mail eller ved tilmelding til foreningens Facegroup gruppe.
§4 Årskontingentet fastsættes af den årlige generalforsamling. Regnskabsåret er kalender-året.
§5 Når foreningens økonomi gør det muligt, kan bestyrelsen oprette legater til fordel for skolens elever, eller yde økonomisk hjælp til skolen på områder, hvortil der ikke gives offentlige bevillinger. Legaterne og foreningens kapital i øvrigt administreres af kassereren efter bestyrelsens beslutning.
§6 Foreningens bestyrelse består af op til 8 medlemmer. Rektor er fast medlem uden stemmeret, mens den øvrige bestyrelse vælges af den årlige generalforsamling for 2 år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden.
§7 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af det følgende år. Tidspunkt, sted og dagsorden meddeles på foreningens hjemmeside med mindst i måneds varsel,
Ekstraordinær generalforsamling kan på samme måde indkaldes af mindst 3 medlemmer af bestyrelsen, eller af 10 af foreningens medlemmer.
§8 Generalforsamlingens dagsorden indeholder altid følgende punkter:
i. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Kassererens forelæggelse af regnskab
4. Budget for det kommende år, samt fastsættelse af kontingent
5. Evt. indkomne forslag
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
7. Valg af 2 revisorer
8. Eventuelt
Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Yderligere punkter kan optages på dagsordenen efter bestyrelsens bestemmelse, og dagsordenen skal da så præcist som muligt angive de emner, der skal til behandling på generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer og om forenings opløsning skal angives som særskilte dagsordenspunkter.
§ 9 Hvis blot et enkelt medlem ønsker det, skal afstemning ske skriftligt. Medlemmer kan stemme pr. fuldmagt, afgivet til et medlem af foreningen. Hvert medlem, der møder op på generalforsamlingen, kan afgive maksimalt 3 stemmer ved fuldmagt.
§ 10 Vedtægterne kan ændres på en generalforsamling med 2/3´s flertal af de afgivne stemmer, og kun hvis den offentliggjorte dagsorden indeholder punktet “forslag om vedtægtsændring”. Medlemsforslag om vedtægtsændringer skal være bestyrelsens i hænde senest den 1. februar for at kunne behandles på den efterfølgende generalforsamling.
§ 11 Beslutning om foreningens ophør kan træffes af en generalforsamling efter samme regler som gælder for vedtægtsændringer jfr. § 10. Dog kræver en vedtagelse ¾´s flertal af de afgivne stemmer.
Hvis foreningen ophører, overgår dens midler til legater til skolens elever. Foreningens arkiv tilfalder skolen.
Som vedtaget på den stiftende generalforsamling den 19.12.1997 med ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling den 20.3.2015 og 29.10.2023.



